Legehus fra brædder til indflytning


Stikord:
Sikken masse brædder! Fundamentet forberedes og fliser flyttes Det begynder at ligne et hus Man kan godt hygge sig med at lave noget sammen Nu er skelettet ved at være færdigt
Her kan man rigtig lave mad og kigge ud af vinduet imens Sådan kom det til at se ud Legehus Cabriolet

Vi har lavet et legehus til vores datter, og processen fra indkøb af et hav af brædder til det endelig resultat har vi fotograferet.

Først var vi noget chokeret over, at det legehus man køber i Silvan overhovedet ikke er forsamlet nogen steder. Det er bare en stor bunke brædder og en sæk skruer. Og det tog faktisk længere tid end beregnet, men sådan det jo, når man gør-det-selv.

Vi valgte efter ekspertvejledning at lægge fliser under hele huset. Nogle lægger blot 4 fundablokke under hjørnerne, men vi ville være sikker på at det kom til at stå godt og ikke ville modtage skidt nedenunder.

Det var dog et større projekt, idet vi skulle flytte nogle fliser, som allerede lå der, nogle meter, så vi fik den rigtige placering.

Vi valgte at placere huset lidt skrå i forhold til havens udformning, da det ville bryde det geometriske lidt og danne et rum sammen med sandkassen og gyngestativet. Det ser ofte så trist ud, når alle børnenes legeting/-møbler står placeret på rad og række.

Inden vi begyndte byggearbejdet malede vi alle brædder med en klar svampedræbende trægrunder. Det skulle være godt til ubehandlet træ. Det tog tid, men forhåbentlig sparer vi tid i den sidste ende, idet huset er mere holdbart.

Nå, men endelig kunne vi starte opbygningen. Det var faktisk ikke så vanskeligt, men krævede af og til en ekstra nærlæsning af manualen og et bank med en hammer, så alt sad godt fast.

Så skulle det males, og vores datter valgte en solgul farve, for som hun siger, så er det magen til vores rigtige hus, som har gule mursten. Vi malede alle lister, vinduesrammer og indvendigt hvidt.

Til sidst kunne vi indrette med møbler købt på loppemarked og nu mangler der blot lidt småting, som ampeller med blomster i, men det kommer hen af vejen.

Alt i alt et dejligt projekt, som vi er glade for.

Legehus Cabriolet!
Taget fløj af vores legehus i stormen her for en måneds tid siden. Tosset ser det ud! Godt der ikke sket nogen personskade. Det viser sig, at det er en form for konstruktionsfejl fra producentens side, som vist nok vil blive udbedret. Vi venter nu på reservedele fra Silvan til at få lavet et nyt tag.

Under fotos for legehusindlægget kan I se hvordan det ser ud. Jeg lægger selvfølgelig nye billeder ind, når det nye tag er kommet på.


© haveejer.dk 2008-2011
Hjem Til top