Jeg har overtaget en rækkehushave for et par år siden. Den er indrettet med et terrasseområde og en græsplæne omkranset af blomsterbede. Haven er ca. 4 x 15 m, som skråner let fra huset til havelågen.
Det har taget mig et stykke tid at finde ud at, hvad der voksede i haven, og derefter beslutte hvad jeg vil beholde, og hvad jeg vil smide ud. Netop fordi det er en lille have, er det vigtigt at se med kritiske øjne på alle havens dele. Får jeg glæde af det, skal det flyttes/blive stående/smides ud, eller skal der købes nyt?
Selv om min have ikke er så stor, kan den godt vokse mig over hovedet nogle gange. Men jeg elsker at nyde den med dens dejlige dufte og rolige lyde, og jeg får langsomt en større interesse for planterne og indretningen af haven.
